Handelsassistent
Handelsassistenter er ofte ansat i engrosvirksomheder eller større virksomheder, der selv varetager engrosfunktionen. Opgaverne som handelsassistent kan være meget forskellige og afhænger af, hvad virksomheden handler med, og hvor stor virksomheden er. Handelsassistenter opererer på B2B markedet og beskæftiger sig med salget af varer eller tjenesteydelser, betjener kunder og udarbejder priskalkulationer og tilbud og gennemfører ordrer på B2B markedet.
På handelsassistentuddannelsen hos Detaildivisionen udfordrer vi både den faglige og personlige udvikling, og vi tilbyder eleven at arbejde både bredt og dybt med f.eks. det personlige salg, salgsplanlægning, kommunikation, relationsmarkedsføring, produktkendskab og økonomistyring, herunder f.eks. regnskabsforståelse og budgettering samt analyse og beregning af relevante nøgletal. Desuden tilbyder vi et udvalg af valgfrie tilvalgsfag som f.eks. international handel og spacemanagement.