Handelselev (indkøbselev)
Indkøbselevuddannelsen gennemføres hovedsagligt i de store butikskæder. Uddannelsen giver gode muligheder for at arbejde med indkøbs- og forhandlingsmetoder, regler, bestemmelser, etiske overvejelser og meget mere, som indkøberen bruger i hverdagen.
Eleven arbejder med målsætninger for indkøbet og indkøbsafdelingens placering i virksomheden. Eleven arbejder med indkøbets forskellige faser, fra første indkøbsimpuls til forbrug, på hjemmemarkeder og udenlandske markeder.
Eleven bearbejder og vurderer prognoser for indkøbet og beregner, hvor lagre skal placeres, og om man med fordel kan inddrage en tredje part i forsyningsarbejdet. Eleven arbejder med at vedligeholde og udvikle sortimentet og indkøbets forretnings- og arbejdsgange. Eleven arbejder med transportformer, forskellige godstyper, forsikring og betaling, samt kultur og geografi. Eleven indsamler informationer, som de bruger til at optimere varestrømme og informationsstrømme i samarbejde med kunder og leverandører, så virksomhedens omkostninger minimeres.